Antizionisme er blot jødehad i nye klæder

Der hænger igen plakater i København, hvor der står “Zionismen ud af København.”

De hænger side om side – fra nynazister hos Nordfront, til venstrefløjen i Frie Grønne. 

De deler ikke ideologi, men de deler et budskab. Et budskab, som i Europas historie altid har haft samme betydning: “Jøderne ud.”

Hvad er zionisme?

Vi er nødt til at tale om, hvad zionismen egentlig er -- og hvorfor det, der kaldes “antizionisme,” i virkeligheden er antisemitisme med et (næsten) nyt navn.

Zionismen er det jødiske folks frigørelsesbevægelse. Den er ikke født i det 20. århundrede, men i Bibelens længsel efter Zion – i salmerne, i profeternes løfter, i eksilets håb om at vende hjem.

"Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu." -- Salme 137.

Zionismen blev derfor et svar -- ikke på magt, men på afmagt

Da Theodor Herzl i 1896 skrev Der Judenstaat, var det ikke et manifest for erobring, men for overlevelse. Han havde set Dreyfus-affæren i Frankrig, hvor et samfund, der kaldte sig oplyst, igen vendte sig mod jøderne. 

Herzl indså, at antisemitismen ikke kunne opløses af hverken dannelse, loyalitet eller modernitet. Den var for dybt rodfæstet.

Zionismen blev derfor et svar -- ikke på magt, men på afmagt. Den udsprang af en simpel, men radikal erkendelse: at jøder ikke kun var en religion, men et folk, og at også de måtte have ret til et hjemland.

Læs også:Antisemitisme i Danmark er desværre ikke fjern fortid

Som digteren Emma Lazarus – kvinden bag ordene på Frihedsgudindens sokkel – skrev:

“Until we are free to be equal, we are none of us free.”

For hende var zionismen ikke eksklusiv, men universel: et udtryk for menneskelig værdighed. Frihed er ikke fuldendt, så længe et folk stadig lever på andres nåde.

En antikolonial bevægelse

Den moderne zionisme kulminerede i 1948 med staten Israels fødsel. Det var ikke kolonialisme, men den mest konsekvente antikoloniale bevægelse i det 20. århundrede: et folk, der vendte hjem, mens imperierne faldt.

FN’s delingsplan Mandatet Palæstina var ikke et diktat, men en genoprejsning. 

Læs også:Danmark har et akut problem med antisemitisme

Efter to tusind års eksil -- og efter seks millioner myrdede i Europas lejrskorstene -- fik jøderne endelig ret til at stå oprejst.

Albert Einstein skrev:

“The Jewish people, after two thousand years of wandering, desire to live as a free nation in their own country.”

Han så zionismen som en moralsk forpligtelse: et løfte om, at et folk, som havde båret menneskehedens hån, måtte bygge et hjem, hvor liv, kultur og samvittighed kunne trives.

Når hadet klæder sig ud

“Antizionisme” har altid været antisemitismens maske. Hver gang jøder får en stemme, finder verden et nyt ord for at tie dem.

Nazisterne brugte “zionisme” som dæknavn for deres had. I Goebbels’ propaganda var “zionisterne” ansvarlige for alt -- kapitalisme, kommunisme, moralens forfald. 

I 'Der Stürmer' var “zionist” blot en anden betegnelse for “fjende.” Nazismen gjorde zionismen til bevis på den “jødiske trussel” -- og afsluttede sin logik i gaskamrene.

"Jøden" var det dyriske fremmedelement, "Zionisten" den kompetente magthaver. Begge måtte fjernes.

I Polen kaldte man jøder “zionister” og tvang dem ud af landet

Efter krigen overtog Sovjet begrebet. Konspirationsklassikeren ‘Zions Vises Protokoller’, var skrevet i Rusland, så det var ikke svært. 

Stalin indledte “kampen mod zionismen” -- en kamp, der i praksis betød udrensning af jøder. Hebraisk blev forbudt, synagoger lukket, og jøder nægtet udrejse. 

Læs også:”Her arbejder et jødesvin” er ikke bare danmarkshistorie. Vi står midt i det

I 1975 fik Sovjet FN til at vedtage resolutionen “Zionisme er racisme.” Den blev først ophævet i 1991.

I Polen kaldte man jøder “zionister” og tvang dem ud af landet. I Mellemøsten oversatte regimer Zions Vises Protokoller og underviste skolebørn i “zionistiske sammensværgelser.” 

I Iran kaldes Israel stadig “den zionistiske entitet,” som skal udslettes.

Europas løfte

Efter Holocaust lovede Europa: Aldrig igen.

Men “aldrig igen” betyder ikke “aldrig mere i går.” Det betyder “aldrig mere nu.”

I 2016 vedtog EU og Danmark at følge International Holocaust Remembrance Alliance' (IHRA) arbejdsdefinition af antisemitisme, som fastslår, at “at nægte det jødiske folk retten til selvbestemmelse, for eksempel ved at hævde, at eksistensen af staten Israel er et racistisk projekt,” er antisemitisk.

Hadet har nu fundet nyt sprog

Man må naturligvis kritisere Israels politik. Kritik er en del af demokratiet. Men når man kræver, at selve staten skal ophøre med at eksistere, er det ikke politik -- det er had.

Og hadet har nu fundet nyt sprog: Hvor man før sagde “jøden,” siger man nu “zionisten.”

Hvor man før sagde “de styrer alt,” siger man nu “Israel kontrollerer verden.”

Ordene er skiftet, men strukturen er den samme.

Læs også:Debat: Gaza-krigen puster til jødehadet i Danmark

Martin Luther King Jr. sagde det klart:

“When people criticize Zionists, they mean Jews. You’re talking anti-Semitism.”

King forstod, at jødernes kamp for et hjem og borgerrettighedsbevægelsen i USA var to sider af samme sag: ønsket om at blive set som mennesker. 

Han vidste, at når verden benægter jøders ret til et hjem, er det ikke politik -- det er fornægtelse af menneskelighed.

Et samfund må vælge side

Når nynazister og et parti på venstrefløjen hænger de samme plakater i de samme gader, er tiden kommet, hvor vi må vælge side. Ikke mellem højre og venstre, men mellem civilisation og had.

Zionismen er ikke et fremmedlegeme i Danmark. Den er et vidnesbyrd om, at håb kan overleve had, og at et folk kan rejse sig, selv når verden vender sig bort.

Læs også:Frie Grønnes ‘Befri København fra Zionismen’-valgplakat meldt til politiet

Zionismen er ikke et spørgsmål om politik. Det er et spørgsmål om menneskelighed. Et folk, der har overlevet to tusind års fordrivelse, bærer retten til at være til.

For i sin kerne er zionismen den radikale idé, at jøder er mennesker -- og det er stadig det, der findes kræfter i verden, som ikke kan acceptere.