Debat: Den sorte skole er her

Egons blækhus

Debat: Den sorte skole er her

De borgerlige debattører hyler mod reformpædagogikken, men det er dem selv, der har skabt et system, der er bygget på kontrol, læringsmål og mistillid. Det er tid til at skrotte den sorte skole og give lærerne autoriteten tilbage

Egons blækhus
Billedtekst
“De borgerlige debattører hyler imidlertid i ruiner, de selv har skabt,” mener Egon Clausen.
Foto: Illustration: Egon Clausen
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Folkeskolen har det ikke godt. Den er er hærget af uro, vold og larm. Lærerens autoritet er udfordret. 

Mobiltelefoner fungerer som alternative undervisere, og eleverne mistrives. Skolefraværet vokser, og mange børn forlader skolen uden at kunne læse og skrive. 

Regne kan mange heller ikke mere. Borgerlige meningsdannere bader i letkøbt forargelse. Det er 68’ernes skyld, skriver de. 

Rundkreds og gruppearbejde har vist sig at være ødelæggende for ro og orden. 

Den antiautoritære reformpædagogik var en venstreorienteret vildfarelse, men nu skal der strammes op. 

De borgerlige debattører hyler imidlertid i ruiner, de selv har skabt. Den skole, de kritiserer, har deres egne meningsfæller faktisk indført som et opgør med reformpædagogikken, men det aner de tilsyneladende ikke.

Rundkreds og gruppearbejde var i overensstemmelse med ledende teorier om moderne ledelse

De ved heller ikke, at reformpædagogikken var et opgør med den lydighedskultur, der havde ført verden på vildspor i to verdenskrige. 

Bemærkes må det også, at rundkreds og gruppearbejde var i overensstemmelse med ledende teorier om moderne ledelse.

Den sorte skoles genkomst

I dag er medarbejderindflydelse en integreret del af den gode arbejdsplads. Selv hos frisøren er man opdelt i teams. 

Så virkelighedsnær var de bærende idéer under 68’ernes skole. I dag gælder det, at de love og regler, der styrer skolens hverdag, står i direkte modstrid til alt dette. 

I dagens folkeskole består indholdet af detaljerede læringsmål

På mange måder er det den sorte skoles genkomst. Den sorte skole var præget af en mekanisk indlæring af et stof, der var fastsat af de øverste myndigheder. 

Protest var ikke en mulighed. Hvis man ikke makkede ret, blev man straffet med skammekrog, lussinger, spanskrør eller bortvisning. 

I dagens folkeskole består indholdet af detaljerede læringsmål, der er fastsat af undervisningsministeriet, og de må ikke fraviges.

Det er forståeligt, at mange børn bliver grebet af skræk og rædsel og vægrer sig

Det hele er udtryk for en maskinel tænkning, der reducerer oplysning til noget, der kan måles i et regneark, mens læreren er reduceret til en assistent. 

Mere sort kan det næsten ikke blive. Det er forståeligt, at mange børn bliver grebet af skræk og rædsel og vægrer sig ved at gå i skole. 

For børnene

At nedsætte endnu et udvalg, der skal se på skolevægring, vil hverken gøre fra eller til. Skrot i stedet den gældende skolelov. 

Gengiv lærerne den autoritet, som politikerne har taget fra dem. Brug skolehistorien. Den kan fortælle, at det er muligt at bryde med den sorte skole. 

Læs også:Tesfaye står fast trods kritik fra eksperter: Nogle elever er bare pissedårligt opdragede

Da socialdemokraterne kom til magten i Esbjerg, gjorde de skolevæsenet til et af de bedste i landet. Det er en fantastisk historie.

Nævnes kan også en mand som Hartvig Frisch, der var undervisningsminister i årene efter Anden Verdenskrig. Han havde store reformpædagogiske idealer.

Brug dem som idealer, når det gælder de stakkels forsømte børn og unge, der i dag forlader folkeskolen uden basale kundskaber

Andre kan nævnes. Fælles for dem var, at de havde som mål at forvandle de fattige, forhutlede mennesker fra samfundets bund til frie borgere i et samfund med lige rettigheder til alle. 

Brug dem som idealer, når det gælder de stakkels forsømte børn og unge, der i dag forlader folkeskolen uden basale kundskaber, og som derfor risikerer at havne som en ny almue på samfundets bund.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Kommentarer

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 02.12.2025 - 13:49

Kloge ord fra Egon Clausen. De bagstræberiske liberale "værdier" og krav der er gennemført gennem de seneste ca. fire årtier, har givet os en ny udgave af den sorte folkeskole. Læringsmiljøet er helt smadret af overformynderi, absurde krav og nyttesløs kontrol. Elever, lærer, forældre og kundskabstilegnelse mistrives voldsomt under dette åg.

Giv læreren anerkendelse, autoritet, indflydelsen og ansvaret for undervisningen og lad dem skabe et rum hvor læringen og trivsel går hånd i hånd. Det er slet ikke enkelt at rette op på 40 års mishandling, så det er på tide at afstikke en ny kurs.

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Onsdag den 03.12.2025 - 14:28

"Folkeskolen har det ikke godt. Den er er hærget af uro, vold og larm. Lærerens autoritet er udfordret."

Autoriteten skal tilbage i skolen, hvor der skal være ro, for at foretage læring...

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 04.12.2025 - 10:37

Jeg tænker, at der må være et eller andet i vejen med Folkeskolen, siden det i dag er så svært for lærerne at holde sammen undervisningen.
Det er klart, at en genindførelse af korporlig afstraffelse ville skabe ro, men det er ikke den slags ro, som nogen ved sine fulde fem kan ønske sig, for det ville være ren undertrykkelse, og det har vi set nok af.
Måske skulle man tage mere hensyn til, at skolebørn i vore dage er meget mere modne og tændte, end mange var i den såkaldte "sorte skole". Undervisningsformen skal nok helt ændres, evt derved, at eleverne under lærerens opsyn, skiftes til selv at dosere lærestoffet for hinanden, indtil alle har forstået det. Altså at lægge et større ansvar over på eleverne for at honorere deres større modenhed og samtidig i højere grad introducere dem i den voksenverden, som de alle higer efter og er på vej ind i.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 04.12.2025 - 18:01

Som Lektor Blomme i det Forsømte forår .

“ Disciplina sollerti fingitur ingenium” ( disciplin former den åndelige udvikling )
I praksis øretæver er godt for den åndelige udvikling 🤓

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 04.12.2025 - 19:43

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Det var let for datidens skolelærere at skabe ro i klassen ved at uddele øretæver; nogle lærere ligefrem nød at slå og kunne hvad det angår have svært ved at beherske sig. Underligt nok var det altid børn fra ringe økonomiske kår, der stod for skud, hvorimod velhaverbørn altid blev skånet.
En god lærdom at blive sendt ud i livet med, at "er du rig, så kan du tillade dig alt".
Der hvor sproget kommer til kort, der starter risikoen for vold, så det er i virkeligheden en sproglig falliterklæring og udtryk for manglende selvbeherskelse at slå hinanden, herunder at slå elever for at skabe ro i klassen. Så uanset lektor Blommens avancerede latinske udtryk, så er det en no go løsning at uddele øretæver, medmindre der er tale om bageriernes sprøde vafler med samme navn, og det blev jo også hans endeligt.
Man skal ikke plante angst hinanden ved at true eller slå; derimod plante glæde og gå-på-mod gennem kærlighed og forståelse.
Derfor var det rigtigt set af datidens politikere, da de afskaffede revselsesretten i skolerne i slutningen af tresserne, og den skal vi ikke have tilbage. Der findes andre løsninger, hvis det bliver tænkt ordentligt igennem af personer, der har lærergerningen som erhverv i samarbejde med andre relevante fagpersoner, herunder psykologer, og det er den vej, vi skal gå.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension