“Det er en supergod dag i dag for København og Aarhus”

En hjælpende hånd

“Det er en supergod dag i dag for København og Aarhus”

Overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er begejstret over SVM-udspil, der kan sætte gang i det almene boligbyggeri i hovedstaden

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Billedtekst
Pernille Rosenkrantz-Theil (S), overborgmesterkandidat
Foto: Privat

SVM-regeringen har med et boligudspil tirsdag givet det almene byggeri i hovedstaden en tiltrængt hjælpende hånd.

Det nuværende udgiftsloft, der regulerer det almene byggeri, har de senere år forhindret, at der blev bygget almene boliger i især København og Aarhus. 

Med udspillet vil SVM-regeringen hæve det såkaldte rammebeløb. På landsplan ønsker regeringen at hæve loftet med en procent, og at rammen yderligere reguleres i forhold til prisstigningerne hvert kvartal. Mod nu blot en gang om året.

Men den helt store nyskabelse i udspillet er, at København og Aarhus får lov til at overskride rammebeløbet med 20 procent.

En ordning, som skal gælde ti år frem. Læg dertil en finansieringsmodel, der betyder, at huslejestigningerne bliver meget begrænsede som følge af det hævede rammebeløb.

Med regeringens udspil stiger støttebeløbet pr. bolig fra 460.000 til 577.000 kroner.

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har svært ved at få armene ned:

Det er afgørende for at få flere boliger, som er til at betale

“Det er en supergod dag i dag for København og Aarhus. Der kommer gang i det almene byggeri, og det er afgørende for at få flere boliger, som er til at betale,” siger hun til Politiken.

Bygningen af 225 lejligheder kan nu gå i gang

I et videoopslag på Facebook, har Pernille Rosenkrantz-Theil - sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) - taget opstilling ved en tom byggegrund i Carlsberg Byen på Vesterbro.

Planen har været, fortæller de to, at der skulle bygges almene boliger på grunden, men det har ikke været muligt på grund af udgiftsloftet. Med SVM-udspillet kan byggeriet nu endelig sættes i gang:

Det er noget København i den grad har brug for

“Det betyder at en tom byggegrund herinde, hvor man hidtil ikke har kunnet få tingene til at hænge sammen, så man kunne bygge, nu kan blive et sted, hvor man kan bygge 225 lejligheder til familier og unge mennesker. Og det er noget København i den grad har brug for. Og noget som du har kæmpet for,” siger finansminister Nicolai Wammen og giver bolden op til Rosenkrantz-Theil:

“Ja. Og jeg er selvfølgelig superglad. Tak til regeringen for at komme med det her.”   

placeholder
 

Social- og Boligministeriet forventer, at forslaget muliggør op mod 1.400 ekstra almene boliger årligt i de største byer, svarende til 10.000-14.000 nye boliger over 10 år.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 04.11.2025 - 21:16

Hvordan kan man blive ved med at bruge Peter Mogensen i tirsdagsanalysen. ??

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 04.11.2025 - 21:24

Som svar til af Helle (ikke efterprøvet)

Det er dæleme et godt spørgsmål, knægten er jo fuldstændig ubrugelig.

Desværre ville han med statsgaranti bare blive erstattet med Noa Redington, hvis han røg ud, og det liver det sgu ikke meget bedre af :(

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.