Hans syge humor spidder det amerikanske samfund

Måske det ikke er alle, der umiddelbart har hørt om Robert Crumb, men er man fra min generation, så har man næsten med garanti set tegninger af Fritz The Cat, Mr. Naturel og Keep on Truckin’. 

Disse figurer opstod i slutningen af 1960’erne, og de blev en meget central del af den ungdomsrevolution, som hippierne stod bag, med et heftigt forbrug af LSD, fri seksualitet og et ekstremt forsøg på at ‘droppe helt ud’, for simpelthen at gøre op med en forgøglet myte om den amerikanske kernefamilies lyksagligheder.

Alt dette formåede Robert Crumb at omsætte til ikonografiske tegninger og små historier, der ramte så ekstremt mange unge mennesker, der følte sig forkerte. 

Kunstkender og ekspert, Robert Hughes, har sammenlignet Robert Crumb med Breugel og Goya, hvilket er ret så anerkendelsesværdigt, især fordi tegneserier som sådan i grunden endnu i dag nok ikke helt bliver betragtet som en del af den finkulturelle kunst. 

Men nye tider er i kraftig fremmarch, og i de seneste år er tegninger af Robert Crumb blevet sneget ind på de store museer, og de bliver solgt til astronomiske beløb på auktioner. 

Dysfunktionel familie

Dengang, hvor han for alvor begyndte at trænge ind i den spirende kultur, i 1965, tog han LSD for første gang, hvilket blev en skelsættende oplevelse. 

Han var vokset op i en dysfunktionel familie, sammen med fire søskende, med en moder, der var psykisk syg og stærkt afhængig af slankemedicin, bestående af amfetamin, og en fader, der havde været i krig, og som ernærede sig som militærmand og senere som konsulent for virksomheder. 

Læs også:Grafisk udgave af 'Fluernes herre' lægger op til samtaler om vor tids antidemokratiske udfordringer

Børnene i Crumb-familien voksede op i voldsomme skænderier, og faderen var ofte voldelig. Sammen skabte børnene et fællesskab, hvor de rådyrkede tegneserier, her især ældre udgaver, såsom Carl Barks tegneserier om Anders And. 

Storebroderen Charles var den mest dominerende, og allerede tidligt udviste han et stort talent for tegnekunsten, men også stærke tendenser til psykopati og social anormalitet. 

Forfatter og kunstkender, Dan Nadel, formår at komme et spadestik dybere ned i fænomenet Crumb

Et meget stærkt og voldsomt indblik i den dysfunktionelle familie blev eksponeret i Terry Zwigoffs dokumentarfilm 'Crumb' fra 1994, der vandt et utal af priser. 

Den konservative kulturkritiker og psykolog Jordan Peterson mener ovenikøbet, at det er verdens bedste dokumentarfilm, der evner at skildre hvorledes et uhyggeligt fænomen som ‘incel’ (kvindehad grundet afvisning) kan opstå, men samtidig forklares gennem en freudiansk analyse. 

Forfatter og kunstkender, Dan Nadel, formår at komme et spadestik dybere ned i fænomenet Crumb i hans nye og meget omfangsrige biografi om Robert Crumb. 

Heri inkluderer han ikke bare en stærk analyse af Robert Crumbs kunstneriske udvikling, men udvider også fortællingen meget overbevisende til at være et tidsbillede af et USA, der altid har været et epicenter for kulturelle brydninger. 

Et rigt og kreativt miljø

Da Robert Crumb tappede ind i den spirende hippiebevægelse, havde han en fordel fremfor mange andre kunstnere, der tog den psykedeliske erfaring til sig, og gjorde det til en forretning via produktion af rockplakater, små striber i flyveblade og magasiner. 

Crump havde jo øvet sig i tegneseriekunsten siden sin spæde barndom, og de første år, siden han var flyttet hjemmefra, levede han af at producere tegninger til et firma, der lavede kort til højtiderne. 

Robert Crumbs forelskelse i en tid, der lå før hans egen, dvs. i 1920’ernes og 1930’ernes USA, gjorde at han kunne skabe et visuelt univers, der på en måde var hægtet af samtidens forbrugskultur, og som også eksponerede stereotyper, for eksempel racisme overfor sorte mennesker. 

Der blev udgivet en lind strøm af magasiner med horrortegninger, men også med superhelte

Kombinationen af et fortidigt glimmerbillede og et fokus på fobier og stereotyper gjorde, at Crumb kunne tegne et sindbillede på den ‘firkantede’ kernefamilie med den mandlige patriark som øverste autoritet. 

I begyndelsen af 1950’erne var der ellers opstået et ret så rigt og kreativt miljø for en art tegneserier, der virkelig var anderledes. 

Læs også:En af tidens vigtigste grafiske udgivelser handler om ungdommens kvababbelser

Der blev udgivet en lind strøm af magasiner med horrortegninger, men også med superhelte. Og endnu tidligere var et tegneserieikon som Betty Boob klart et produkt, der eksponerede erotik, og som var rettet mod et mere voksent publikum. 

Panik og modreaktion

Men så kom en voldsom modreaktion, Mccarthyismen, der var en art nykonservativ og paranoid bevægelse, der først og fremmest ville kommunistiske tendenser til livs. 

I den forbindelse blev tegneserier med kant et stigende problem, og psykologen og kritikeren Fredric Wertham, der ellers kom ind på scenen fra en antiracistisk vinkel, kritiseredes kraftigt de mere eksplicitte tegneserier. 

Resultatet blev, at der opstod en art panik, og man oprettede Comics Code Authority (CCA), der kunne autorisere tegneserier, dvs. at de kunne blåstemple dem, der ikke fordærvede ungdommen. 

Oprettelsen af CCA førte til, at langt de fleste mere voksenprægede og knap så moralsk opbyggelige tegneserier gik nedenom og hjem. 

Magasinet Mad gjorde det ligesom legitimt at definere samtiden som helt igennem syg og faktisk helt til grin

Der opstod naturligvis også en modreaktion, og her blev magasinet Mad et centralt omdrejningspunkt. Det var et magasin, der var rettet mod et mere voksent publikum, og med deres grinende maskot, en tegneseriefigur, gjorde de grin med alt og alle simpelthen ved at pege på, hvor absurd det hele var. 

Magasinet Mad gjorde det ligesom legitimt at definere samtiden som helt igennem syg og faktisk helt til grin. 

Læs også:Bog om norsk landsforræder og nazist handler også om vores samtid

Netop denne modreaktion gjorde stort indtryk på den unge Robert Crumb, og pludselig gik det op for ham, at han som mobbeoffer og udenforstående, der ikke kunne leve op til tidens idealer om at være en ‘rigtig mand’, faktisk bare kunne skide på det hele, og så omfavne den nørdeposition, som han alligevel havde fået påstemplet af alle andre også. 

Modig nok til at tage udgangspunkt i sit eget liv

Det blev en befrielse for ham, og senere blev det også til en rig kilde for hans kritik af samtidskulturen og dens magtdynamikker. 

Robert Crumb blev i stigende grad modig nok til at tage udgangspunkt i sit eget, nørdede liv, hvor angsten for ikke at passe ind, og følelsen af aldrig at høre til, blev selve stoffet, der kunne omdannes til skarp satire. 

Læs også:En indgang til det nye paradis: Biografi balancerer fornemt mellem det spekulative og faktuelle

Hans seksuelle præferencer, hvor han åbent indrømmede, at han var ‘pervers’ og bedst kunne lide kvinder, der var stærke og med kraftige lår og store bagdele, som han oven i købet drømte om at dominere, begyndte han at tegne. 

Hans skam og lyst blev blandet sammen og førte til voldsomme, pornografiske og freudianske historier, der var så helt igennem grænseoverskridende, at han blev den første tegneseriesatiriker, der fik adskillige retssager på sig, og et af hans magasiner blev faktisk konfiskeret og gjort forbudt at distribuere. 

Robert Crumb er og bliver en gåde, og sådan bør det også være

Samtidig var hans uudgrundelige ærlighed også med til, at han blev - og bliver - genstand for et utal af debatter om hvorvodt han faktisk faktisk er racist og misogyn, eller om han på et dybere plan faktisk har bidraget til en et mere frigjort kvindebillede og et mere nuanceret indblik i den amerikanske fobi mod sorte. 

Dan Nadel bruger mange sider på at behandle alt dette i sin biografi, og det måske mest imponerende ved hele bogen er, at han formår at skitsere nuancerne uden at fælde dom. 

Robert Crumb er og bliver en gåde, og sådan bør det også være. 

Tidlig kritiker af Trump

Det, som gør en kunstner som Robert Crumb så vigtig og interessant, er netop dilemmaerne. Faktisk har han næsten formået konstant at holde sig væk fra en reel politik, og derfor også kunne frigøre sig fra sin egen samtids skiftende bevægelser, selvom han har været indbegrebet af selvsamme. 

Denne distance har især ført til, at man konstant kan vende tilbage til hans syrede univers, og se hans kritik fra konstant nye vinkler. 

Der er dog en undtagelse: Meget tidligt blev Crumb en skarp kritiker af Donald Trump, allerede før han blev præsidentkandidat. Dengang var han bare en tv-kendis og indbegrebet af en selvfed mand, der blærede sig med sin materialisme. 

Sidst men ikke mindst har Crumb skabt en tegneserieudgave af 'Det gamle testamente'

Alt sammen fænomener, som Robert Crumb altid har hadet inderlig og ment var grunden til, at hele Amerika har taget en uheldig og altødelæggende retning. 

Tegneserierne om Donald Trump var nogle af de sidste, som Robert Crump kreerede, inden han i sluthalvfemserne rev teltpælene op, og flyttede permanent til Sydfrankrig sammen med sin kone og datter. 

Hans søn fra et tidligere ægteskab kom ikke med, og hele historien om ham er desværre også en tragedie, ligesom de mange andre fra familien. 

Storebroderen Charles tog sit eget liv, og lillebroderen Maxon forbrød sig flere gange mod kvinder, tiggede i gaderne og blev i stigende grad skør. 

Læs også:Amerikansk klassiker peger meget nøjagtigt på 68-generationens største fejlslutning

Men Robert Crumb flyttede altså, blandt andet i protest imod miljøsvineri og en stigende nykonservatisme, som bød ham så inderligt imod. 

I Sydfrankrig ændrede hans tilgang til tegneserier sig også, og i stigende grad begyndte han arbejde med portrætter af forfattere, såsom Franz Kafka, Philip K. Dick og Charles Bukowski, men også med små striber i nogle af de største, amerikanske aviser, hvor han og konen sammen har skildret deres liv. 

Sidst men ikke mindst har Crumb skabt en tegneserieudgave af 'Det gamle testamente', og faktisk næsten uden hans normale, provokerende tilgang, hvilket har skuffet mange af hans inkarnerede fans. 

Endnu friske og provokerende

Hans kone døde af kræft for to år siden, og i dag er Robert Crumb 82 år. Hans liv har været ekstremt tumultarisk, og det har været bittersødt med mange tragedier, men også med et livsværk, der har inspireret et utal af kunstnere. 

I dag fremstår hans mange tegninger og historier endnu friske og overraskende grænseoverskridende og provokerende. 

Læs også:Bog om provokunst hiver desværre tænderne ud af monsterets mund

Sådan er det med ytringsfriheden og tolerancen. Den kommer og går, ligesom tidevandet. Mange af Crumbs tegninger fra sluttresserne ville slet ikke være mulige at publicere i dag. 

Men de eksisterer altså, og er man åben og nysgerrig, og ikke til fals for spontan forargelse, vidner de om nuancer, fobier, traumer og sandheder, der altid har eksisteret, gemt væk under det amerikanske selvbillede. 

Robert Crumb er bare en af de mange, der for alvor rev gardinerne til side, og fremviste det monster, der altid bliver fodret med kapital og fordomme. 

Dan Nadel: 'Crumb. A Cartoonist’s Life'. Illustreret med fotos i sort/hvid og farver. Tekst på engelsk. Forlaget Skribner, 2025. 458 sider.