Højt spil om det høje nord: Grønland, Trump og NATO

Som det efterhånden vil være de fleste bekendt, kræver USA ikke blot råderet, men eneret over Grønland. Kravet er fremsat gentagne gange og med utilslørede trusler om brug af militære magtmidler. 

Det kan ikke slås hen som drilleri eller en grov spøg; det er blodig alvor. 

Efter sidste uges forløb kan ingen være i tvivl. Efter den vellykkede militære intervention i Venezuela i weekenden 3.–4. januar erklærede en succesombrust præsident Donald Trump i et interview med The Atlantic søndag den 4. januar, at USA “har brug for Grønland, helt bestemt”, idet han hævdede, at Grønland er “omringet af russiske og kinesiske skibe”. 

Dagen efter, mandag den 5., fulgte en talsperson for Det Hvide Hus op og understregede, at erhvervelse af herredømmet over Grønland er “en national sikkerhedspolitisk prioritet”.

Samme dag lod udenrigsminister Marco Rubio i et fortroligt møde medlemmer af Kongressen forstå, at USA “ikke har planer” om at invadere landet, men satser på at “købe” det. 

Det var et åbenlyst forsøg på at strø sand i øjnene på de ærede medlemmer. 

For senere samme dag udtalte vicestabschef i Det Hvide Hus, Stephen Miller, i et interview med CNN’s Jake Tapper, at det er den amerikanske regerings officielle holdning, at Grønland “i lyset af arktisk sikkerhed og NATO-interesser” bør være en del af USA. 

Adspurgt gentagne gange om hvorvidt regeringen om nødvendigt agtede at bruge militær magt over for en allieret, bemærkede en ophidset Miller, at “ingen vil kæmpe militært mod USA om Grønlands fremtid”. 

Og i samme interview leverede han den underliggende doktrin: man kan tale nok så meget om internationale høfligheder, men i den virkelige verden er det styrke, magt og tvang, der gælder. 

Dagen efter, tirsdag den 6. januar, fulgte Det Hvide Hus op og præciserede, at “anvendelse af det amerikanske militær altid er en mulighed, som står til rådighed for den øverstbefalende”. 

Truslen var udtalt.

Truslen rejser et eksistentielt spørgsmål

Endelig, og som for at bortvejre enhver tvivl, har Trump selv i et interview med New York Times gjort det helt klart, at han insisterer på, “at Grønland må blive en del af USA”. 

Det er ifølge ham “ikke tilstrækkeligt” blot at benytte sig af, at USA i henhold til forsvarsaftalen af 1951 har ret til at genåbne nedlagte militærbaser i Grønland: “Ejerskab er meget vigtigt”. 

Truslen blev fra første færd afvist med eftertryk af den danske regering såvel som af europæiske magter og nordiske stater. Som påpeget af statsminister Mette Frederiksen vil amerikansk annektering af Grønland betyde en ende på NATO som forsvarsalliance. 

Læs også:Leder: Gør kronprins Christian til Jarl af Nordatlanten

Trump synes at være klar over dette; for da New York Times spurgte ham, hvad der for ham var vigtigst – “at erhverve Grønland eller at bevare NATO” – afstod han fra at svare direkte. Han indrømmede blot, at “det kan komme til et valg”. 

Det er højt spil om det høje nord.

Truslen rejser et eksistentielt spørgsmål: Hvad er det, USA vil opnå, som ikke allerede er sikret gennem traktatfæstet adgang og militær tilstedeværelse? 

Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt, at USA kan varetage sine strategiske interesser på grønlandsk territorium inden for rammerne af NATO og det dansk-amerikanske traktatsamarbejde?

Ingen bånd, der binder mig

Svaret ligger ligefor. Team Trump siger det ligeud, med de politisk nødvendige omsvøb: USA er som verdensmagt i tilbagegang og ønsker ikke længere – og synes heller ikke at magte – de forpligtelser, der følger med at lede et omfattende system af alliancer. 

Det er indholdet i parolen America First (jf. min analyse i “Tilbagetogets Trump” i Ny Politik fra juni). Det drejer sig ikke først og fremmest om at nedlægge NATO, men om at forvandle alliancen til et instrument for USA’s ensidige interesser.

For Trump handler ønsket om “ejerskabet” til Grønland derfor ikke primært om råstoffer eller symbolpolitik

Hvor USA tidligere var parat til at betale en modydelse for sin privilegerede status, betragter Trump i dag normerne i den internationale orden efter Anden Verdenskrig som unødvendige byrder. 

“Jeg har ikke brug for folkeretten,” siger han til New York Times – eller med andre ord: ingen bånd, der binder mig. 

Læs også:Europæiske topledere bakker Grønland og Danmark op

For Trump handler ønsket om “ejerskabet” til Grønland derfor ikke primært om råstoffer eller symbolpolitik. Det handler om at slippe for den gensidighed, der er NATO’s kerne: risikoen for, at USA via alliancen bliver trukket ind i forsvaret af europæiske demokratier. 

Her spiller Grønland en nøglerolle. Overherredømmet over Grønland er i den trumpske optik billetten til at omgå gensidigheden – og dermed et opgør med selve alliancens grundidé. 

Hvis det lykkes, er NATO i bedste fald reduceret til en hul skal, i værste fald opløst. Derfor må Danmarks forsvar af Grønland ses i dette lys: ikke som et teknisk spørgsmål om baser og patruljer, men som et spørgsmål om hvorvidt NATO kan bestå som en gensidig forsvarsalliance. 

Grønlands strategiske betydning

Arktis spiller i dag en central rolle i stormagternes kappestrid. Men det er en dyb misforståelse at opfatte regionen som en potentiel krigsskueplads i traditionel forstand. 

Den nordatlantiske del af Arktis, det høje nord, er først og fremmest et strategisk rum for overvågning, varsling og afskrækkelse – ikke et område, hvor manøvrekrig, besættelse og langvarige kamphandlinger er realistiske. Herom er der bred militærfaglig konsensus. 

I NATO’s forhold til Arktis bidrager USA med strategisk rækkevidde: luft-, rum- og missilkapaciteter. De nordiske lande bidrager med lokal tilstedeværelse og praktisk kunnen under arktiske forhold. Sikkerheden hviler på dette samspil.

Grønland har en særlig placering. Øen er strategisk vigtig som platform for tidlig varsling og – sammen med Island, Færøerne og Shetlandsøerne – som forbindelsesled mellem Nordamerika og Europa. 

Hvis det grønlandske folk ønsker selvstændighed, er det dets ret

Samtidig gør klima, geografi og enorme afstande Grønland militært vanskeligt at angribe og i praksis umuligt at besætte uden meget store omkostninger. Grønland er derfor ikke et svagt punkt, men en naturlig fæstning. 

Grønlands sikkerhed er således ikke “i fare” i den forstand, at Kina eller Rusland står på spring til at invadere. Det handler ikke for USA om at forsvare Grønland, som det ofte påstås; det handler om at forsvare USA ved hjælp af Grønland. 

Det betyder ikke, at der aldrig kan opstå spændinger eller farer. Grønland indgår tværtimod i stormagternes strategiske overvejelser netop på grund af øens beliggenhed og dens betydning for forsvaret af Nordamerika. 

Men det er netop funktion og systemrolle – ikke territorial sårbarhed – der gør Grønland vigtigt.

Grønlands “farlige” selvstændighed

Spørgsmålet om Grønlands selvstændighed spiller en central rolle i hele sagen, om ikke andet så fordi udsigten hertil bruges som påskud for at sætte kontrolspørgsmålet på dagsordenen.

Hvis det grønlandske folk ønsker selvstændighed, er det dets ret. Det har vi allerede afgjort ved lov med Selvstyreloven af 2009. 

Skulle ønsket blive bekræftet ved en folkeafstemning efter Selvstyrelovens §21, ville det være politisk umuligt for Folketinget at nægte samtykke.

Læs også:Historiker: Tiden er moden til en nordisk forsvarsunion

Der findes debattører, der mener, at det derfor ikke er umagen værd at forsvare Grønland mod amerikansk anneksion: hvorfor kæmpe for et folk, der vil ud? Men det er ikke holdbart. 

Der er tale om danske medborgere på dansk territorium, og Danmark skylder Grønland at forsvare dets ret til enten at forblive i rigsfællesskabet eller forlade det under ordentlige forhold.

Grønlands ønske om selvstændighed er ikke årsagen til USA’s kvababbelser; det er en anledning, der udnyttes

Andre fremfører, at Grønland er for lille til suverænitet. Men argumentet bygger på en kategorifejltagelse: suverænitet er ikke det samme som økonomisk eller militær selvtilstrækkelighed. 

Små stater overlever i kraft af alliancer og en regelbaseret international orden. Suverænitet gennem samarbejde er ikke en selvmodsigelse.

Læs også:Først satsede Messerschmidt alt på et møde med Trump – nu er møde om Grønland en dårlig idé

Det er heller ikke en folkeretlig grundsætning, at en nation har ret til statslighed og anerkendelse. Eksisterende stater kan vælge ikke at anerkende et nyt land – og USA er i sin suveræne ret til at sige, at et selvstændigt Grønland ikke vil blive anerkendt uden hensyn til USA’s sikkerhed. 

Men netop derfor kan Grønlands eventuelle selvstændighed aldrig legitimere anneksion. Grønlands ønske om selvstændighed er ikke årsagen til USA’s kvababbelser; det er en anledning, der udnyttes.

Alt roligt i det høje nord

Forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA og de senere tillæg fastlægger en klar sikkerhedspolitisk arbejdsdeling i Grønland. 

Danmark har suveræniteten og ansvaret for at håndhæve den over for tredjepart. USA har ansvaret for det strategiske forsvar mod ydre trusler mod Nordamerika – især tidlig varsling og afskrækkelse – ikke permanent militær kontrol af en ø, der i kraft af naturforholdene er vanskelig at erobre. 

Læs også:Mette F. sender klart svar til Donald Trump: Stop truslerne

USA har reduceret sin tilstedeværelse markant, men fastholdt de funktioner, der er vigtige for forsvaret af Nordamerika. 

Kort sagt: Danmark håndhæver suveræniteten, USA står for den strategisk-militære beskyttelse, og Grønland har med tiden fået en større stemme i forvaltningen. 

Denne arbejdsdeling har i det store hele fungeret efter hensigten. At Danmark ikke skulle have levet op til sit ansvar – en påstand fremført ledsaget af nedladende bemærkninger om hundeslædepatruljer – er grebet ud af luften. 

Der er intet, der ikke kan løses inden for rammerne af NATO og traktatsamarbejdet. 

Fort Nordamerika

Det er indlysende, at Rusland og Kina – som alle andre magter på den nordlige halvkugle – ser på Arktis med interesse, ikke mindst fordi klimaændringer på langt sigt kan ændre sejlads- og operationsvilkår. 

Det er naturligt, at man i København, Washington og Bruxelles udvikler planer og træffer forholdsregler.

Men det tilfredsstiller ikke USA’s regering. Som det tørt bemærkes i New York Times, synes Trump at affærdige værdien af, at Grønland er under kontrol af en nær NATO-allieret. 

Han bruger isolationistisk retorik, men er ikke isolationist

Det, der bekymrer, er ikke umiddelbar invasionsfare fra Rusland og Kina, men udsigten til fortsat at være forpligtet over for europæiske allierede. Herredømmet over Grønland er i den trumpske optik billetten til at omgå gensidigheden.

Trumps krav kan kun forstås på baggrund af hans fornemmelse af amerikansk tilbagegang og hans svar på tilbagegangen: USA skal ikke længere være ansvarligt for verdens tilstand, men varetage egne interesser. Han bruger isolationistisk retorik, men er ikke isolationist. 

Han er imperialist – men en realistisk imperialist i en epoke, hvor USA’s økonomiske forspring er udfordret, og hvor Europa fremstår som politisk modstander, fordi EU både har realøkonomisk tyngde og begrænser amerikanske oligarkers udfoldelsesrum.

I stedet for internationale alliancer med demokratiske stater er nøglen for Trump opbygningen af et Fort Nordamerika, hvor USA på den ene eller anden måde indlemmer Canada og Grønland og har overherredømmet over Mellemamerika og de nærliggende dele af Sydamerika. 

Læs også:Debat: Fremtiden med Trump sætter vores værdier på prøve

Team Trump vil gerne bevare NATO, hvis alliancen ikke er gensidig – men det er usandsynligt, at de kan opnå det. Strategien synes derfor at være at sikre kontrol med Grønland, så en opløsning af NATO ikke bringer Fort Nordamerika i fare. 

Skal NATO bevares i en for Europa meningsfuld form, er det afgørende at forhindre amerikansk overtagelse af Grønland. 

Til det formål vil det være hensigtsmæssigt, at danske myndigheder i et venligt og roligt tonefald minder vores amerikanske allierede om, at Danmark fortsat vil hævde suveræniteten – og at dansk militær siden 1952 har haft en forholdsordre om at svare igen på ethvert angreb.

Læs også:S-folketingskandidat langer ud: Principper til salg i Grønland-krisen

Det siger sig selv, at USA’s enorme militære magt vil kunne tage kontrol med Nuuk og andre større byer og vel uden store tab nedkæmpe dansk-grønlandsk modstand. 

Men om USA også, i tilfælde af lavintensiv modstand, vil kunne holde øen besat, er til gengæld tvivlsomt. Det vil som minimum blive kostbart i liv, materiel og politisk kapital.

Udsigten til et sådant scenario burde være tilstrækkelig. Der er langt fra konsensus i Washington. 

Og mon ikke danske myndigheder allerede har gjort den amerikanske regering og relevante politikere og medier opmærksom på det?