Justitsminister jubler over nye tal: “Det er virkelig positivt”
Justitsminister jubler over nye tal: “Det er virkelig positivt”
De danske fængsler har lidt af personalemangel og hårde arbejdsvilkår. Men nye tal viser en stigende interesse. Udviklingen vækker glæde hos Peter Hummelgaard (S)
De danske fængsler har været hårdt ramt af en kombination af personalemangel, stigende antal indsatte og hårde arbejdsforhold for de tilbageværende medarbejdere.
Men mandag begynder 85 elever på uddannelserne til fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester.
Det er det største enkeltoptag i nyere tid. Det oplyser Danmarks Fængsler, som tidligere hed Kriminalforsorgen, i en pressemeddelelse.
Den øgede interesse vækker glæde hos justitsminister, Peter Hummelgaard (S).
“Det er virkelig positivt, at de mange tiltag, vi har iværksat for at tiltrække flere uniformerede medarbejdere til Danmarks Fængsler, ser ud til at bære frugt, og at interessen for at blive fængselsbetjent aldrig har været større. I de seneste år har vi investeret massivt i vores fængsler og arresthuse, blandt andet ved at gennemføre et historisk lønløft og indføre fuld løn under uddannelsen,” siger Peter Hummelgaard, ifølge pressemeddelelsen og tilføjer:
”Samtidig har vi med strafreformen afsat over en milliard kroner frem mod 2030 til at sikre mere uniformeret personale og bedre arbejdsvilkår for de medarbejdere, som hver dag går på arbejde for at sikre vores allesammens tryghed.”
Læs også:Strafreform giver historisk stor økonomisk saltvandsindsprøjtning
Hos Danmarks Fængsler kalder direktør Ina Eliasen talene for fantastiske:
”Jeg er utrolig glad for, at interessen er så stor for vores uddannelser til blandt andet fængselsbetjent. Vi har allerede i dag brug for flere uniformerede medarbejdere, og når vi så derudover udvider vores kapacitet betragteligt, så er det klart, at vi får brug for endnu flere. I år har rekordmange søgt og levet op til de mange krav, vi har, før man kan blive optaget, og det er fantastisk” siger Ina Eliasen.
Ifølge DR Nyheder er fordelingen mellem de tre uddannelser således:
64 fængselsbetjentelever, 13 transportbetjentelever og 11 værkmesterelever. Og de starter på udannelserne i Odense, Birkerød og Møgelkær.
Kommentarer
Lidt godt nyt i disse…
Lidt godt nyt i disse tumultariske tider. Så lad mig da bare sige godt nytår :)
Helt enig. Og man kan glæde…
Helt enig. Og man kan glæde sig over, at initiativerne har givet pote. Dejligt når noget ændres på den positive måde. Tillykke til Hummelgaard og os alle.
Tilføj kommentar