Rank ryggen og hæv blikket, mand!
Rank ryggen og hæv blikket, mand!
Alle forventes at have en (positiv) holdning til feminisme, mens det maskuline og den samfundsbærende skaberkraft og innovation, som vokser ud af det maskuline, er faldet helt ud af fortællingen
19. november er international mandedag. Det er en vigtig anledning til at gå mod strømmen og tale den positive maskulinitet op.
Både manden og det maskuline er under massiv beskydning.
Ligestillingsdebatten har desværre udviklet sig til en altødelæggende og radikaliseret skyttegravskrig, hvor alle råber og ingen lytter.
I den ene skyttegrav står en gruppe lettere elitære forlomme-feminister med et fokus på blandt andet kønskvotering af bestyrelsesposter, antallet af kvindelige professorater, fordelingen af tilskudskroner til kvindelige filminstruktører.
Det er en gruppe med tæt på nul interesse i og forståelse for den virkelighed helt almindelig ikke-privilegerede mænd står i, og hvis postulat om patriarkatets massive kvindeundertrykkelse og massiv uligeløn i dagens Danmark ikke umiddelbart kan genkendes i de fleste mænds hverdag.
I den anden skyttegrav står en voksende gruppe Andrew Tate-elskende maskulinister, som flasher stereotype og karikerede mandeidealer og blandt andet forherliger kvindeundertrykkende og kvindemanipulerende adfærd i nære relationer.
Hverdagens mand er der ingen, der rigtig interesserer sig for
Det er en gruppe med tæt på nul interesse i og forståelse for hvilken virkelighed helt almindelige ikke-privilegerede kvinder står i, og hvis voldsforherligelse skaber en utryghed om de basale spilleregler for kurtisering og pardannelse og gør det svært at vide, hvordan og hvornår man skal sige klart og tydeligt til og fra.
På den baggrund er det ikke overraskende, at unge mænd og kvinder står længere fra hinanden end nogensinde – både politisk og personligt.
En lidt latterlig figur
Hverdagens mand er der ingen, der rigtig interesserer sig for.
Ofte dæmoniseres eller latterliggøres han, som man eksempelvis ser det i børnelitteraturen og filmens verden, hvor manden/faren ofte fremstilles som en lidt latterlig figur, en fraværende figur eller ligefrem en farlig og undertrykkende figur.
De 25 procent procent mest udsatte mænd, som døjer med sundhedsproblemer, misbrug, dårlige netværk og fravær af tætte sociale relationer, og hvis overdødelighed og middellevetid minder om russiske forhold, er endnu mere usynlige.
Alle forventes at have en (positiv) holdning til feminisme
Hvor ofte ser man en ligestillingsdebattør løfte den vinkel ind i debatten?
Når vi diskuterer ligestilling, er det stor set altid der, hvor stiletterne strammer, frem for der hvor skoen trykker.
Læs også:Debat: Problemer for mænds sundhed kræver politisk opmærksomhed
Alle forventes at have en (positiv) holdning til feminisme, mens det maskuline og den samfundsbærende skaberkraft og innovation, som vokser ud af det maskuline, er faldet helt ud af fortællingen.
Hvor er den fortjente hyldest til Arne, Preben og Mogens - de lidt furede, lettere overvægtige og uperfekte sølvræve og skaldepander, som holder nogle af samfundets største hjul i gang?
Det beskidte arbejde
Der er jo trods alt overvejende mænd og fædre, der står op hver dag og tager ansvar for at holde størstedelen af samfundets fysiske infrastruktur - civilisationens fundament – igang. Det gælder transport, kloaker, vand- og elforsyning, vejnet med mere.
Det samfund, som vi alle nyder godt af, er i høj grad et, som I har skabt!
Der er jo trods alt overvejende mænd og fædre, som bogstavelig talt tager det beskidte og hårde fysiske og farlige arbejde - dag og nat, i krig eller fred.
Det er jo trods alt overvejende mænd, som har stået bag de banebrydende medicinske, naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger, som har skabt det samfund vi i dag alle nyder godt af, og som sikrer os en sundhed, en levestandard, og en levetid, som tidligere generationer kun kunne drømme om.
Rank ryggen og hæv blikket, mand! Det samfund, som vi alle nyder godt af, er i høj grad et, som I har skabt!
Kommentarer
Meget fint indlæg på denne…
Meget fint indlæg på denne ellers stætkt oversete mændenes dag ;-)
Det er dog også meget sigende, at selvom radikaliseringen er særdeles virkelig, må vi også understrege, at hvor de skingre elitefeminister har både magt, forbindelser og indflydelse i rigt mål, så er de Andrew Tate-følgere, du nævner, ikke kun helt marginaliserede og udstødte, de er også totalt ukendte for næsten alle - ja, måske kan man finde nogle på TikTok, hvis man leder længe nok, men jeg er ikke engang sikker. Jeg støder i hvert fald aldrig på dem, men hvis nogen andre her gør, vil jeg da gerne gøre om det ..
Mænds opgave er at sørge for…
Mænds opgave er at sørge for børn og kvinder har det godt. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.
Helt naturligt.
Det ændre ingen trend eller mode på, da det er helt grundlæggende.
Vi lever i en tid, hvor…
Vi lever i en tid, hvor mændenes værdi generelt devalueres af kvinderne, der til gengæld prøver at møve sig ind i alle mandlige sportsgrene og erhverv mv, sandsynligvis for at bevise, at de er mindst lige så gode, eller bedre end os.
Men vi mænd har intet at bevise, for vi kender vores eget værd. Faktisk har vi meget at være stolte over; vi er mere stabile og besindige end kvinder, vi er samtidig fysisk stærkere og i besiddelse af et skaber-gen, der i kombinationen med vores medfødte dovenskab igen og igen får os til at spekulere over, hvordan vi kan gøre alting lettere, hvilket har resulteret i en masse opfindelser, der både sparer tid og gør hverdagen lettere for alle, incl kvinderne.
Men der hvor kvinderne mener, at de sagtens kan undvære mænd, der erkender vi mænd, at kvinder er det krydderi i tilværelsen, der skal til for for alvor at gøre livet værd at leve, og vi er parate til at strække os meget langt for at få dem til at føle sig godt tilpas i vores selskab og helst også lykkelige.
De mænd, der bor alene uden at ønske det lider til gengæld ofte meget og kan have svært ved at trække sig selv op og finde en kæreste. Hvad det angår klarer kvinder i samme situation sig betydelig bedre; det er som de har en større psykisk råstyrke.
Tilføj kommentar