Skampletter i den danske historie

I maj 1945 ophørte den tyske besættelse af Danmark, og derefter begyndte opgøret med dem, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. 

Dette opgør er emnet for Ditlev Tamms fremragende bog ‘Opgør og retfærdighed’. Den er en opdatering af bogen ‘Retsopgøret efter besættelsen’, der udkom i 1984, og som var en historisk disputats baseret på seks års intense studier på Rigsarkivet og andre steder. 

Ditlev Tamm skriver, at når der er basis for en opdatering, skyldes det, at ”både forfatteren og tiden har ændret sig siden”, men selv om der er 80 år siden, opgøret begyndte, bliver det ved med at optage os. 

Spørgsmålet er så, hvorfor er det sådan? Det blev kaldt et nødvendigt og retfærdigt opgør, men passer det, og hvad betyder opgøret egentlig for os i dag? 

Ditlev Tamm skriver godt og kommer af og til med personlige betragtninger. Indimellem leverer han sarkastiske piskesmæld. Det er en fryd at læse ham. 

Bogen rummer kapitler om opgørets forudsætninger, om folkestemningen i sommeren 1945, om dem der gik i tysk krigstjeneste, om genindførelsen af dødsstraffen, og om nazister, værnemagere, medløbende jurister, domfældelser, afskedigelser og benådninger. 

Folkedomstolens retssystem

I sommeren 1945 var vreden i befolkningen stor. Man ønskede hårde straffe, og Folketinget fulgte trop og genindførte dødsstraffen, hvorefter der blev afsagt over 100 dødsdomme, hvoraf 46 blev gennemført. 

I alt blev 12.382 danskere dømt for at have været landssvigere. Nogle fik hårde straffe. Andre blev mildere bedømt. Ditlev Tamm mener, at de små fisk blev straffet hårdt, mens mange af de store gik fri. 

De finder sted i et frit og uafhængigt justitsvæsen

Opgøret efter besættelsen var præget af indre modsætninger. Den folkelige vrede var stor. Folket krævede hævn, men i et retssamfund er det ikke hævntørst, der bør ligge til grund for retsvæsenets afgørelser. 

De finder sted i et frit og uafhængigt justitsvæsen. Sådan var nazismen ikke. Det nazistiske styre brugte folkestemninger som begrundelse for forfølgelse af jøder, zigøjnere og andre, som man udnævnte til at være fjerner af folket, og mange tyske jurister bøjede sig og leverede juridisk klingende formuleringer, der godkendte mishandling og massemord. 

Et opgør med nazismen burde derfor bygge på vedtagne love og være bestyret af jurister

Retsvæsenet blev kort sagt et organ i urettens verden og var præget af korruption og vilkårlighed. 

Et opgør med nazismen burde derfor bygge på vedtagne love og være bestyret af jurister, der ikke lod sig påvirke af flygtige folkestemninger, men det var ikke altid tilfældet i det danske retsopgør. 

Det beskriver Ditlev Tamm i rystende detaljer. Dem er der mange af i hans bog. I visse tilfælde var sagerne klart urimelige. 

Lovløshed og tavshed

Private hævntog, sladder og fordomme kunne spille ind. Bagateller blev blæst op. En præst blev således afskediget, fordi han ikke havde forhindret sine to døtre i at have omgang med et par tyske soldater. 

Læs også:Goddag til våbnene. Kunne vi dø for vores værdier i dag?

Der var også eksempler på, at de vagtværn, der bestod af frihedskæmpere, og som vogtede over folk, der var mistænkt for at være kollaboratører, opførte sig på samme rå og nedværdigende måde, som nazisterne havde gjort. 

Ingen ansvarlig myndighed greb ind. Ingen dagspresse protesterede. Ingen dommere eller anklagere eller universitetsprofessorer i jura sagde fra. 

Dommen over generaldirektør Knutzen er et af de klareste eksempler fra opgøret, som ikke kan stå for historiens dom

Kun et par politikere og nogle teologer protesterede, men det havde ingen effekt. Ditlev Tamm skriver:

”Beskæftigelsen med opgøret for mig var et farvel til min tidligere respekt for danske myndigheder og deres varetagelse af lov og ret. Hvis læseren af denne bog får en fornemmelse af, at noget var helt galt, så er fornemmelsen efter min mening rigtig.” 

Skamplet på det danske retssystem

I bogen gøres meget ud af dommen over DSB-generaldirektør Peter Knutzen, der på regeringens opfordring havde fungeret som formand for en dansk-tysk venskabsforening. 

Tamm skriver: ”Dommen over generaldirektør Knutzen er et af de klareste eksempler fra opgøret, som ikke kan stå for historiens dom.” 

Tamm anser dommen over generaldirektør Knutzen for at være en skamplet på det danske retssystem

Knutzen sagde og gjorde ikke noget, der gik videre end den officielle politik, men han blev alligevel fyret af ”en udygtig og partisk tjenestemandsdomstol og en ankedomstol, hvis medlemmer servilt stillede sig til rådighed for et system, der havde behov for en syndebuk”. 

Om højesteretsdommer Gammeltoft, der dømte Knutzen i sidste instans, skriver Tamm, at ”han valgte at ofre generaldirektøren, selv om han i virkeligheden selv var mindst lige så skyldig.” 

Tamm anser dommen over generaldirektør Knutzen for at være en skamplet på det danske retssystem, som afdækker en rystende mangel på kompetence hos de implicerede dommere. 

En bog til eftertanke og prævention

Bogen er fremragende. Den er meget mere end en historie om noget, der foregik engang for længe siden. 

Den peger ikke blot bagud, men også fremad, og som sådan bør den fungere som en påmindelse til nutidens ansatte i retsvæsenet, til politikerne, til dagspressen og til alle os andre om at værne om retsstatens grundlæggende principper. 

Det må ikke ske igen. Det kan denne bog forhåbentlig hjælpe os med at forhindre

Opgøret efter 1945 viste, at medløbende jurister kunne leverede juridisk klingende formuleringer, der tilfredsstillede en ophidset folkestemning, men som i virkeligheden var et brud med de grundlæggende principper i en retsstat. 

Det må ikke ske igen. Det kan denne bog forhåbentlig hjælpe os med at forhindre.

Ditlev Tamm: ‘Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen’. Gyldendal 2025