Socialdemokratisk folketings-veteran stormer ind i byrådet

Kommunalvalg 2025

Socialdemokratisk folketings-veteran stormer ind i byrådet

S-folketingsmedlem Bjarne Laustsen strøg ind i Rebild kommunalbestyrelse - og scorede det næsthøjeste personlige stemmetal i byrådet

Bjarne Laustsen (S), medlem af Folketinget
Billedtekst
Bjarne Laustsen (S), medlem af Folketinget
Foto: Folketinget/Marie Hald

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen strøg ind i byrådet i den nordjyske kommune, Rebild.

Bjarne Laustsen fik 1.233 personlige stemmer. Et personligt stemmetal, som kun lige akkurat blev overgået af den genvalgte V-borgmester, Jesper Greth, der fik 1.269 personlige stemmer.

Bjarne Laustsens høje personlige stemmetal har været med til at sikre Socialdemokratiet en fremgang på 3,9 procentpoint i Rebild.

Læs også:S-veteran vil ind i kommunalpolitik: ”Jeg er slet ikke færdig eller udbrændt med politik”

En fremgang som kun overgås af Socialdemokratiet på Bornholm, der gik 6,7 procentpoint frem, og S på Ærø, der gik hele 8,6 procentpoint frem.

Fra fire til fem mandater

S gik et mandat frem i Rebild - fra fire til nu fem mandater. Bjarne Laustsens personlige stemmetal har rundt regnet været med til at sikre to af mandaterne:

Socialdemokratiet gik frem på alle stemmesteder i kommunen

“Jeg glæder mig først og fremmest over, at Socialdemokratiet gik frem på alle stemmesteder i kommunen. Både i vores største by, Støvring, og ude i landdistrikterne,” siger Bjarne Laustsen til Netavisen Pio.

“Og så glæder jeg mig meget over, at vi også fik valgt Anna Aubertin, der er bare 19 år og tømrerlærling. Hun og jeg førte lidt valgkamp sammen,” siger Bjarne Laustsen og henviser til flere opslag på Laustsens Facebook-profil.

placeholder

Har fået dispensation fra S-regel

Bjarne Laustsen forklarer, at en anden hovedårsag til den pæne fremgang til Socialdemokratiet i Rebild skyldes, at den tidligere frontfigur i lokallisten Den Sociale Fællessliste Rebild, Allan Busk, ikke genopstillede ved kommunalvalget 18. november. Han er nemlig i mellemtiden blevet valgt til gruppeformand for Den Grønne Gruppe i fagforbundet 3F.

Læs også:S-veterans storebror fordelte asbest med de bare næver - nu er han død

Den Sociale Fællesliste Rebild gik tilbage med tre mandater ved valget 18. november, og har nu kun et enkelt tilbage i den kommunalbestyrelse, som trækker i arbejdstøjet 1. januar. 

Ikke genopstiller til næste folketingsvalg

Bjarne Laustsen har for længst meddelt, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg. Af samme grund har han fået dispensation fra den generelle S-regel om, at hvis man er valgt til Folketinget, må man ikke ved siden af sidde i en kommunalbestyrelse eller i et regionsråd.

Bjarne Laustsen, 71, blev første gang medlem af Folketinget i 1992. Han har sammenlagt været medlem af Folketinget i næsten 30 år.  

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Ole Kragelund (ikke efterprøvet) den Lørdag den 29.11.2025 - 09:18

Et socialdemokratisk lyspunkt mere ved byrådsvalget 18. november: Syddjurs Kommune. Her fik borgmester Michael Stegger Jensen et stort skulderklap fra vælgerne til at tage 4 år mere. I den kommende valgperiode sidder han nu tilmed på et rent rødt flertal for første gang i kommunens 20-årige historie. Hans parti gik frem fra nu 7 mandater til 9 fra årsskiftet. Sammen med 3 SFere, 1 fra Alternativet og 1 fra Enhedslisten sidder Stegger de næste 4 år på et 14-13 flertal i byrådet....

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Står til at skulle udtræde af Borgerrepræsentationen