Søren Pind ser statsministers flytning som tegn på et demokrati i forfald

Bekymrende

Søren Pind ser statsministers flytning som tegn på et demokrati i forfald

Ifølge forhenværende justitsminister, Søren Pind, afspejler statsministerens flytning en bekymrende tendens, hvor had, mistillid og chikane mod politiske ledere får direkte konsekvenser for det demokratiske liv

Søren Pind, Mette Frederiksen, bolig
Billedtekst
"Hvad er svaret, når vores øverste demokratiske leder tvinges til at fraflytte sit hjem?" spørger Søren Pind i sit indlæg.
Foto: Folketinget, Statsministeriet, Google Maps

Med udgangspunkt i et billede af lederne fra de nordiske lande samlet i statsministerens stue, skriver forhenværende justitsminister Søren Pind et længere opslag på Facebook.

Norges Jonas Gahr Støre, Finlands Petteri Orpo, Sveriges Ulf Kristersson og Danmarks Mette Frederiksen ses siddende om et bord med danske øl og Royal Copenhagen stel foran sig.

Billedet stammer fra et opslag på Mette Frederiksens (S) egen Facebook 26. januar – timer efter, at USA's præsident Donald Trump varslede ønsket om at overtage Grønland, understreger Pind i sit opslag:

“Har man været tæt på de systemer, ved man, hvad det har betydet: De har smidt alt, hvad de havde i hænderne, droppet alle møder, planer – for dette ene: at være i Danmark sammen netop dér på det tidspunkt.”

placeholder

Ifølge Pind fortæller billedet en historie om varme og broderfolk.

Derfor ærgrer han sig også over, at samme mødested ikke kan benyttes i dag, fordi statsministeren efter sigende er flyttet grundet stigende trusselsvurderinger:

“Den stue kan de ikke mødes i længere. Ekstra Bladet kunne fortælle, at statsministeren var fraflyttet sin bolig. Efter selv at have været de første, der triumferende – for to år siden – kunne fortælle, at her var statsministerens nye bolig. Lige her, for enhver at se og finde.”

Mette Frederiksens flytning

Flytningen faldt sammen med, at flere demonstrationer har lagt vejen forbi statsministerens private bolig, og i dag opholder hun sig på en hemmelig adresse.

Statsministeriet har ikke villet kommentere årsagen til flytningen, men skrev i et mailsvar til Netavisen Pio:

”I lyset af den stigende opmærksomhed omkring statsministerens bopæl og af hensyn til sikkerheden og privatlivets fred har Statsministeriet ikke yderligere at tilføje herom.”

Læs også:Medie: Nu er Mette Frederiksen flyttet

Spekulationerne gik derfor på, at der var en sammenhæng mellem demonstrationerne og flytningen, og samme konklusion drager Pind i sit opslag:

“De har ikke gjort en sag ud af det. Uvanlig tavshed. Men det står naturligvis klart, hvad der er sket,” skriver han og fortsætter:

“En opringning. Fra PET. Først til justitsministeren. Der er en trussel. Den er håndgribelig. Set i lyset af de demonstrationer, der nu tager til i intensitet foran statsministerens bopæl. Eller vaccinehaderne og de sorte mænd. Eller hvad andet godtfolk vi ellers har.”

Han understreger, at han ikke har bekræftede oplysninger, men fremlægger sin vurdering baseret på sin erfaring som tidligere justitsminister.

Fra konge på hest til statsminister i skjul

Pind ser flytningen som et tegn på, at der er sket meget fra tiden, hvor Christian X red frit rundt gennem gaderne til nu, hvor statsministeren er flyttet.

Derfor bør medierne også tænke sig grundigere om, før de deler statsministerens hjemadresse med offentligheden, end de burde tidligere:

Læs også:Demonstration foran Mette Frederiksens bolig møder skarp kritik fra højrefløjen: “Skam jer”

“Jeg har fulgt den stigende opmærksomhed mod statsministerens bolig. Jeg har fulgt det voksende had, der kommer til udtryk i det offentlige rum,” skriver han og fortsætter:

“Og jeg konkluderer, at endnu engang vandt gadens parlament frem for demokratiets repræsentanter. Og jeg hævder, at vi ikke kan holde til det.”

Professor er enig

Det er ikke kun Søren Pind, der har bemærket udviklingen.

Professor emeritus i statskundskab, Tim Knudsen, udtaler i en artikel i Berlingske tirsdag, at han ser et bekymrende skred i, at politikernes privatliv ikke respekteres i lige så høj grad, som det gjorde engang.

Det er jo et dramatisk tegn på faldende tillid, når sådan noget kan ske

Førhen har der ikke været lagt skjul på statsministrenes adresser i medierne, hvorfor han kalder han Mette Frederiksens hemmelige adresse for et “sygdomstegn”:

“Danmark er et tillidssamfund, og det er jo et dramatisk tegn på faldende tillid, når sådan noget kan ske.”

Pind: “Hvad er svaret?”

Ifølge Pind giver tendensen anledning til fortvivlelse – han skriver han i sit opslag:

“Hvad er svaret, når vores øverste demokratiske leder tvinges til at fraflytte sit hjem – sit hjem, det sted, hvor Norden erklærede sin solidaritet med os – på grund af trusler og gadens parlament? Hvad er svaret?”

Det har han dog et bud på:

“Svaret er en fuldbyrdet demokratisk bekendelse, et arbejde inden for demokratiets, grundlovens og vores allieredes rammer. Svaret er efterforskning, forfølgelse og ansvarliggørelse af de skyldige – og en friholdelse af de uskyldige.”

Læs også:Enhedslisten og SF tager også afstand til pro-palæstinensisk demo ved statsministerens hjem

Han fortsætter:

“Svaret er et samarbejde mellem alle dem, der bekender sig til demokratiet og det fredelige samkvem, og svaret er det glorværdige kompromis mellem disse kræfter om at opretholde samfundsordenen.”

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 04.11.2025 - 19:22

Man skal undlade at støtte Blå-Mette.

Hun vil hellere støtte de rigeste end bevare velfærden i Danmark.🤢🤢🤢🤢🤢

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 04.11.2025 - 19:56

Det er sgu en sørgelig udvikling, men ingen kan vel være oprigtgt overrasket længere.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 04.11.2025 - 20:17

Gadens parlament er det demokratiske mindretals hån mod vores demokrati og et forsøg på at gennemtvinge udemokratiske krav gennem protestmarcher, skrig, råb og slagsange. De fleste af os har gennem tiden vænnet os til dette dybt usympatiske fænomen.
Men i det omfang det griber forstyrrende ind i vores hverdag, som f eks indgriben i samfundets infrastruktur gennem blokering af veje o lign, eller når protesterne sigter mod at chikanere vore folkevalgte og deres familier, så er grænsen overskredet for, hvad vores demokrati må kunne acceptere, hvilket bør sanktioneres med fængsel eller bøde ved politiets mellemkomst.
I tilfælde af manglende lovhjemmel må politikerne få dette på plads.

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 05.11.2025 - 12:36

Da Mette Frederiksens datter startede i privat skole,
blev der i medierne pisket en stemning op imod MF.
Det ville aldrig være sket med en borgerlig politiker.
Da Helle Thornings datter ville starte på en privat skole,
blev der i medierne pisket en stemning op imod HT.
Det ville aldrig være sket med en borgerlig politiker.
Da Helle Thorning blev statsminister, blev der i medierne pisket en stemning op, fordi hun var gift med en Britisk statsborger. Det ville aldrig være sket, hvis det havde
været en borgerlig statsminister.
Nu er de borgerlige medier overrasket over, at der bliver
demonstreret ved en statsministers private bolig, selv om
det er de borgerlige aviser, der har oplyst hvor statsministeren har sin private bolig.
Det er ikke den Danske statsminister der leder den
krigsførende magt, i krigen mellem Israel og terrorgruppen Hamas. Men mange medier har beskyldt MF for, ikke at være
mere progressiv i fordømmelse af Israel.
Det er mediernes skyld, at de der demonstrerer, ikke kan
forstå, at Israel har retten til at forsvare sig, og holder fast i denne ret. Så skal medierne kunne forklare, hvorfor de
mener at Israel, er for voldsom i deres brug af deres overlegne
militære kraft, det er ikke en statsminister der skal forklare
mediernes holdning til det, som medierne bringer frem.
Vi bliver alle påvirket af det, som medierne bringer frem,
men vi er ikke alle så fordømmende overfor at Israel forsvarer
sig selv. Vi er sikkert mange, som er fortørnet over Israels fremfærd på Vest bredden af Jordan floden, som burde være en
del af en to-stats løsning, som vi er mange der ønsker.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.