Tidligere S-minister: Verden er i opbrud
Tidligere S-minister: Verden er i opbrud
Forpligtende internationale aftaler og mindre landes demokratiske ret til selv at bestemme er under konstante angreb. Det rammer også os i Danmark og et samlet Europa
Der har været rigtig meget at glæde sig over i 2025. Vi har den højeste beskæftigelse nogensinde. Dansk økonomi er bundsolid.
Ældrechecken er forhøjet og kommuner og regioner har fået flere penge til velfærd og sundhed. ”Den grønne trepart” virkeliggøres og bliver nu konkret med lokale aftaler.
For bare at nævne nogle få af de ting, som man kan glæde sig over.
Samtidig er det som om, at alting omkring os er i opløsning. Trump-æraen skaber sine egne regler og nedgør alt det, som vi troede, vi kunne regne med.
Man får næsten kvalme, når man ser politiske ledere og erhvervsfolk ”falde på knæ” for Trump.
Man tager fejl, hvis man tror, at det kun handler om USA og Trump. Det breder sig som ringe i vandet. Også til os i Europa.
Læs også:Mette F. sender klart svar til Donald Trump: Stop truslerne
Næsten alle ”centrum-venstre partier”, der tager ansvar og har skabt velstand, fred og stabilitet i Europa siden 2. Verdenskrig, er upopulære.
Verden er i opbrud. Forpligtende internationale aftaler og mindre landes demokratiske ret til selv at bestemme er under konstante angreb.
Det rammer også os i Danmark og et samlet Europa.
Vi kan skælde ud på de folkevalgte
Alt det som vi tidligere målte en dansk regering på, tæller ikke længere.
Fuld beskæftigelse og en solid økonomi med blandt andet massive investeringer i velfærd og sundhed, registreres knap nok i den konstante medieomtale af alle dem, der udsættes for samfundets svigt og dårlige behandling.
Det får så ”en tand mere”, når det ender på de sociale medier, hvor alt er tilladt.
Vi kan skælde ud på de folkevalgte, men det er vores ansvar, hvem vi vælger
Det er bare vigtigt at huske på, at i et demokrati, som det vi er så heldige at være en del af i Danmark, er det os vælgere, der i sidste ende har et stort ansvar.
Når vi på et tidspunkt i 2026 bevæger os til valgurnerne, er det vores ansvar, hvad der kommer til at ske, når stemmerne er talt op.
Læs også:Stavad: “Det nytter ikke at lukke øjnene og love alt muligt”
Vi kan skælde ud på de folkevalgte, men det er vores ansvar, hvem vi vælger – og dermed også den regering, som vi får efter valget.
Vi bor i et af verdens bedste lande
Det, vi kan være sikre på, er, at vi også efter et valg har brug for politikere og en regering, der er i stand til at træffe store og svære beslutninger.
Derfor får vi rigtig meget brug for sammenhold, tolerance og gensidig respekt.
Vi bor i et af verdens bedste lande. Det skal vi hjælpe hinanden med at passe på. Det er et fælles ansvar.
Godt nytår.
Kommentarer
Verden ser ganske rigtigt ud…
Verden ser ganske rigtigt ud til at være i opbrud, men det behøver ikke at være negativt, for måske har vi alle tid efter anden brug for, at der bliver rusket op i al det, som vi tidligere antog for givet.
Vi skulle jo nødigt falde i staver i kedsomhed over, at intet væsentligt ændrer sig, og når alle brikkerne falder på plads efter at have været smidt op i luften, så kan det være, at der danner sig nogle konstellationer og mønstre, som vi ellers ikke ville have fået øje på, og som giver os en form for mental vækkelse.
Nogle gange kan det således være sundt for en tid at miste meget af det, som vi hidtil tog for givet. Det giver os anledning til at tænke mere over tingene og øger taknemmeligheden, når vi på et senere tidspunkt enten får det tilbage i fornyet form eller allerbedst, selv arbejder os tilbage til det.
Disse processer gælder både os selv, det omgivende samfund og the whole world.
Derfor kan opbrud i verden på sigt vise sig at være et gode for hele menneskeheden.
Frank Munkø omtalte disse opbrud som styrende elektriske stød, som intelligente væsner fra et sted ude i universet nogle gange giver menneskeheden, når den er kommet for meget på afveje.
Ha ha ha. Hvor er vi dog…
Ha ha ha. Hvor er vi dog alle sammen blevet store filosoffer i online kulturen.
Der ligger ikke meget…
Der ligger ikke meget filosofi i at opfordre til at se livet fra den lyse side og henlede opmærksomheden på, at intet er tilfældigt. Der er tendenser nok til kun at se verden med positionslys, så hvad skulle der være galt i at tænde for nærlyset eller for så vidt fjernlyset, for at se, at der ingen grund er til hverken mismod og håbløshed. Hellere prøve at tænde et lys for andre end at slukke et.
Og grin bare, så har jeg da i det mindste glædet eet menneske med mit indlæg.
Tilføj kommentar